WeedFighter afløser gasbrænding og pesticider på fortove og stier

Der er skarp fokus på økonomi, miljø og klima, når ukrudtet skal bekæmpes på befæstede arealer, og Herning kommune ser gode muligheder i den nye løsning WeedFighter

Herning kommune har siden 1996 ikke anvendt pesticider til bekæmpelse af ukrudt bortset fra bjørneklo.

– På befæstede arealer har vi i stedet brugt gasbrænding, fortæller Svend-Erik Blaabjerg, driftsleder for det grønne område i kommunen.

Men eksempelvis gasbrænding er både en dyr og ikke særligt klimavenlig metode til at bekæmpe ukrudtet.

– Vi har derfor i lang tid set os om efter andre, bedre og mere bæredygtige løsninger, påpeger han.

Inde i overvejelserne har været varmt vand, damp og nye typer gasbrændere.

– Der er dog ikke rigtig dukket noget op, som vi kunne anse for at være bedre, fastslår han.

Det skete dog, da han for et par år siden læste om den nye løsning kaldet WeedFighter.


Se hele videoen fra Herning Kommune

Har dobbelt kapacitet af gas

Interessen blev for alvor vakt, da Svend-Erik Blaabjerg fik lejlighed til at se den nye løsning på udstillingen ”Maskiner under Broen” i 2022.

– Ud fra en snak med Jens Bruun Skifter fra virksomheden WeedFighter var vores vurdering, at denne løsning nok kunne give os meget af det, vi var ude efter, forklarer han.

Det var især højere kapacitet i form af færre behandlinger og øget fremkørselshastighed, som virkede interessant.

– Nu har vi fået udstyret monteret på vores Holder redskabsbærer, og umiddelbart ser det godt ud, mener han.


En maskine sparet væk

Hjælpestofferne til bekæmpelsen af ukrudtet koster nogenlunde det samme som gas til gasbrænding pr. arealenhed.

– Men vi kan med den øgede kapacitet efter vores nuværende vurdering nøjes med en WeedFighter, som kan komme over samme areal som to gasbrændere, påpeger Svend-Erik Blaabjerg.

Altså kan der spares en redskabsbærer og en mand væk i sæsonen for ukrudtsbekæmpelsen.

– Det er selvfølgelig såvel økonomisk som miljø- og klimamæssigt bedre end at bruge gasbrænding, mener han.

"Vi har i flere år set os om efter en ny og bedre løsning end gasbrænding. Med WeedFighter mener jeg, vi har fået løsningen, der lever op til forventningerne," siger Svend-Erik Blaabjerg fra Herning kommune.
"Jeg kører mere end dobbelt så hurtigt og kommer derfor over et meget større areal på en dag med mindre forbrug af resurser," fastslår Niels Magnus Magnusson, maskinfører på WeedFighter.

Effekt ses efter få dage

Maskinfører Niels Magnus Magnusson kører med WeedFighter.

– Jeg kører godt og vel dobbelt så hurtigt som med gasbrænderen, og kan nok køre op mod tre gange hurtigere, når jeg er blevet dus med løsningen, siger han.

Effekten er også til at få øje på efter tre-fire dage.

– Ukrudtet bliver brunt, og ser ud til at visne væk, fortæller han.

Desuden er forventningen, at hvor der før skulle køres over samme areal otte til 10 gange på en sæson, kan der nu ske samme bekæmpelse med fire til fem overkørsler.


Gensidig sparring

– Vi er meget spændte på, om vores forventninger opfyldes. Som det ser ud nu, tror jeg på det, siger Svend-Erik Blaabjerg.

Han ved også, at der med en helt ny løsning er mulighed for at lave små forbedringer hen ad vejen.

– Vi har haft en rigtig god dialog med Jens Skifter, og det ser vi frem til at fortsætte, afrunder han.

Se videoen hvor Svend-Erik Blaabjerg og Niels M. Magnussen fortæller om deres forventninger til WeedFighter Pro